Den 16. – 17 juni var DM&E Junior på sommerudflugt til Samsø med virksomhedsbesøg hos Brdr. Kjeldahl
Turen gik til, hvad der menes at være landets mest solrige sted, og det må siges at holde stik. Det blev en lun tur til Samsø, hvor juniorerne samledes ved Hou Færgehavn for at drage mod solskinsøen. Færgen tog en times tid, så der var lige plads til morgenmad inden det spændende virksomhedsbesøg hos Brdr. Kjeldahl, som blandt andet producerer de kendte Samsø-kartofler.
Her tog holdleder, indsats-leder og mekaniker, Thomas Peter Kjeldahl, og kort tid efter faderen Søren Peter Kjeldahl imod og fortalte virksomhedens historie og viste rundt i de fem forskellige afdelinger, firmaet rummer.
“Lige så snart vi trådte ind i lokalet for at lære mere om deres historie, kunne man mærke Søren Peters lune og opmærksomme tilgang til tingene.”
Ja man bliver næsten helt forpustet, ikke kun over de mange titler, de har, men også over de mange områder, Brdr. Kjeldahl I/S råder over. Og de gør det med et overskud, som ikke alle har. Lige så snart vi trådte ind i lokalet for at lære mere om deres historie, kunne man mærke Søren Peters lune og opmærksomme tilgang til tingene – og et meget stort fokus på trivsel og arbejdsmiljø for ikke kun medarbejdere, men også øens beboere. Det viste sig også, da en hobby hurtigt blev til livsstil, og brødrene overtog Samsø Redningskorps. Ikke nok med at komme på tæt hold med grøntsagerne og få de forskellige samlebånd at se, men der blev der også sparket dæk og rørt ved de store maskiner ved entreprenør-afdelingen og i maskinværkstedet. Derefter gik turen fra nord til syd Samsø, hvor koncentrationen og øjnene blev endnu større, da de store brandbiler og ambulancer blev vist frem. Her fortsatte det imponerede indblik i, hvordan et øsamfund fungerer og skal kunne forsyne sig selv, da der ingen andre er, der kommer og hjælper. Det tager i hvert fald noget tid, før det kommer frem – om det er varer eller redningshjælp. De gode oplevelser og gode sammenhold fortsatte, da konkurrencen begyndte mellem juniorerne, om hvem der skød sig bedst ind i naturen. Og nogle ramte da også lerduerne, da det sidste besøg gik til Skydecenter Harpeshøj.
Der var rig mulighed for at sparke dæk og styrke sammenholdet:


Det var et lille uddrag fra en rigtig god tur. Vi håber, at flere har lyst til at deltage på de næste ture.