Skovelev ser ikke en fremtid for sig som maskinfører, men som skovarbejder og aborist.
Det bedste, Marius ved, er, at lægge sig til at sove om aftenen med udsigt til, at han næste dag skal tidligt op og skove store træer.
– Bare tanken giver mig sommerfugle i maven. Jeg elsker at fælde hugstmodne bøge- og egetræer. Når jeg går i seng dagen før sådan en opgave, ligger jeg altid og smiler, og glæder mig til næste morgen.
– Jeg er godt klar over, at det er et stort ansvar at fælde de helt store træer. De er mange penge værd. Men det gør mig ikke bange, jeg glæder mig bare, siger Marius Eg Larsen.
DM&E Magasinet møder Marius på Skovskolen på Djursland, hvor han kun mangler et halvt år af sin uddannelsen, før han kan kalde sig Skov- og Naturtekniker.
Marius Eg Larsen
● Marius Eg Larsen, 19 år.
● Elev på Skovskolen Djursland.
● Læser til Skov- og Naturtekniker.
● Vil gerne arbejde som skovarbejder og aborist.
Møder dem med ærefrygt
Under sin praktik hos HedeDanmark i Odense har han prøvet lidt af hvert.
Han har haft mange forskellige og spændende opgaver, men fældning af store løvtræer er uden konkurrence hans absolutte favoritopgave.
– Jeg møder altid de store træer med en slags ærefrygt. De er kæmpestore, de har stået i skoven i mere end en menneskealder, og de har en lang historie bag sig. Og så tænker jeg også på det brag, der lyder, når træet lander i skovbunden, og på det ekko, der bagefter går gennem skoven. Det er helt fantastisk, siger han.
Interessen for skovbrug har Marius blandt andet fra sin farfar, der drev Nørre Broby Savværk, der har været i familiens eje i 150 år.
– Som lille dreng var jeg ret fascineret af savværket. De store rundsave og de kæmpe stykker tømmer, der lå og ventede på at blive savet op. Det gjorde indtryk på mig, fortæller Marius.
Det var mødet med en ansat hos HedeDanmark, der fik Marius Eg Larsen til at søge ind på Skovskolen. Han ser en fremtid for sig som skovarbejder og arborist. Og måske en videreuddannelse inden for skovbrug. Foto: Einar Bo Thomsen.
Knallert blev afgørende
Da han senere som 16-årig kørte til Fåborg med en kammerat for at købe en knallert, viste det sig, at knallertejerens far var ansat i HedeDanmark.
– Det møde blev afgørende. Knallert-ejerens far spurgte til mine fremtidsplaner, og han fortalte om mulighederne for at arbejde i skoven. Da jeg kort efter så et opslag fra erhvervsskolen Kold College på Instagram, besluttede jeg at tage et halvt års grundforløb der for at blive klogere på mit studievalg, fortæller Marius.
Grundforløbet og en uges praktik hos HedeDanmark overbeviste ham om, at det var Skovskolen, han skulle starte på.
Spændende at bruge træet
På Skovskolen står undervisningen på både teori og praktiske opgaver som tågesprøjtning og betjening af skolens lille savværk.
– Det er spændende at få lov til at bruget træet, efter det er fældet. Jeg har både lavet et økseskaft, et sofabord med undersænkede hjul ud af en askestub, af et bordbænksæt uden brug af søm og skruer, men med låseknuder og dyvler. For mig giver det rigtig god mening at få lov til at arbejde med det træ, vi fælder, siger Marius Eg Larsen.
At det er en dagligdag med motorsav, der skal være Marius’ fremtid, fik han bekræftet, da han stillede op i ’DM i Skills’ for skovbrugselever på Langesømessen og på en tilsvarende konkurrence to uger senere på den store messe Have og Landskab i Slagelse. Begge steder vandt han konkurrencen, der tæller både præcisionsfældning og -afgrening, skæring af triller samt skift af savens kæde. Alt sammen på tid.
På Langesø vandt han med ét sekund og i Slagelse med 20 sekunder.
– Det gav selvtillid at vinde begge konkurrencer. Vi var nogle stykker, der havde øvet disciplinerne på Skovskolen i ugen op til konkurrencen, og jeg er helt sikker på, at træningen var medvirkende til, at jeg kunne vinde begge steder, siger Marius Eg Larsen.
Marius Eg Larsen
● 2019 9. klasses-eksamen.
● 2019 Grundforløb, Kold College.
● 2020 Starter på uddannelsen til skov- og naturtekniker.
● 2024 Forventet færdiguddannet med speciale i skov- og naturpleje.
Se nyheder med samme emne
Klik på det emne du finder interessant og se andet spændende indhold